Hej kære følgere,
Jeg faldt for noget tid siden over forfatteren Kelley Armstrong. Hun har skrevet to serier som kan læses sammenhængende, men også hver for sig.
Mørkets Kræfter:
Jeg læste i første omgang Mørkets Kræfter som er en paranormal serie på tre bøger, der foregår i USA. I trilogien følger man hovedpersonen Chloe, som vist ikke er helt som de andre piger. Chloe er en pige på 15 år, der i forbindelse med sin pubertet begynder at se spøgelser. Samme dag som hendes menstruation starter, møder hun en afdød pedel, som ikke har haft den mest behagelige død. Da Chloe ingen kendskab har til sine evner, går hun i panik, hvilket udløser at hun bliver sendt på et opholdssted, Lyle House, for andre unge i udfordring. Her møder Chloe (nekromantiker) Liz (telekinese), Tori (trolddom), Rae (pyrokinese), Simon (trolddom) og Derek (varulv). Sammen opdager de en masse forskellige ting. Om hinanden, den verden de lever i, og de mennesker de troede de kunne stole på.
Chloe er på mange måder en arketypisk genert bænkevarmer typen, men samtidig er hun rigmands datter og ganske pæn. Hun er en outsider som følge af at hun har flyttet meget sammen med sin far. Hendes mor er død imens Choe bare er en lille pige, men heldigvis har Chloes moster altid været der i hendes sted. Chloe går på kunstskole, og hun drømmer om at blive filminstruktør, hvilket bogen på mange måder bærer præg af, da hun til tider fortæller som om det er en film. Man kan som pige/kvinde nemt relatere til mange af de følelser og oplevelser hun går igennem, og så selv om historien har en del overnaturlige aspekter.
Bøgerne er spændende og medrivende. Sproget er letforståeligt uden at være forsimplet. Det er uden tvivl en YA-bog, men det er størstedelen af de bøger jeg læser på trods af at jeg lige er blevet 33.
Første bog i serien hedder De Dødes Kald, og den er udgivet i 2010, så det er ikke helt nye bøger. Og jeg skal ærligt indrømme, at det gjorde at jeg ind imellem tænkte "det har jeg læst før", men credit til Kelley - det er fra bøger med senere udgivelse at jeg har disse oplevelser.
I anden bog i serien, Åndernes hvisken, følger man stadig de unge mennesker, som nu er i en ret uholdbar situation, som de gør deres ypperste for at ændre. Nogen er taget til fange, og andre er bare helt væk. Jeg vil helst ikke afsløre alt for meget, men lad os bare sige tingene tager nogle uventet drejninger i forhold til gruppens dynamik. Det samme gør sig gældende i tredje bog, Sjælenes Klage, som jeg personligt syntes endte alt for åbent, indtil jeg fandt ud af at der var en selvstændig fortsættelse, nemlig Mørkets Oprør.
Som serie får Mørkets Kræfter 4 ud af 5 stjerner.
Mørkets Oprør:
Denne trilogi har det samme overnaturlige mønster, og man genkender nogle af navnene som f.eks. Davidoff og Inglis fra den foregående bogserie, så man kan godt fornemme en sammenhæng. Disse bøger handler om Maya Delaney, som er adoptiv barn og Navajo indianer. Hun har et modermærke på sin ryg, der har form som en pumapote.
Historien starter i den lille by Salmon Creek i Canada på Vancouver Island, hvor Maya bor med sine forældre. Hendes far er skovfoged, og Maya har sit eget lille dyrehospital for tilskadekommende små dyr. Hun har schæferen Kenjii og den trebenede rød los Fitz som er blevet for domesticeret til at klare sig selv. Byen er ejet af det firma alle de voksne er ansatte under. St. Cloud.
Maya og de andre børn i byen er med til at teste det medicin, der produceres i firmaet, og ingen mistænker at noget er galt. Mayas bedste veninde Serena dør i en tragisk ulykke, der sætter gang i en masse forskellige spekulationer, og da den nye dreng Rafe begynder at opføre sig mærkelig, prøver Maya på at holde sig fra ham, men tiltrækningskraften er stor.
En skovbrand sætter byen på den anden ende, og Maya flygter sammen med sin bedste ven Daniel, Serenas kæreste, og Rafe. En helikopterulykke sender dem ud på et farefyldt eventyr, hvor de møder mange forskellige personer, deriblandt Mayas biologiske far.
Maya er formskifter lidt ligesom Derek fra den første bogserie, og hun møder andre formskiftere undervejs, sammen med væsner der minder om sirener/havfruer og folk med synske evner.
Disse tre bøger er mindst lige så spændende som de tre forudgående, og bare rolig der bliver bundet en sløjfe på serien som helhed.
Men det er første gang, hvor jeg har oplevet at være 100% utilfreds med slutningen på en bog måske med undtagelse af den sidste Harry Potter bog, og her snakker jeg ikke om vederstyggelighed kaldet The Cursed Child.
Så på grund af slutningen, så får denne bogserie kun 3 ud af 5 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar